“Velkommen til Holland” og mænd i følelsernes afkroge: Et digt, du måske ikke vidste berørte dig
“Nå, det var jo ikke lige det, man havde planlagt.”
Sådan kunne man opsummere det meste af livet, faktisk – men også præmissen for en tekst, som pludselig er begyndt at tage nye ture rundt i debatspalterne, på sociale medier og over middagsbordene hos pædagogstuderende og småbørnsfædre med poser under øjnene.
Vi taler selvfølgelig om det famøse digt “Velkommen til Holland”.
En poetisk mini-klassiker skrevet af Emily Perl Kingsley tilbage i 1987, der stadig splitter vandene. Og ja, vi ved godt, du ikke frivilligt læser digte – men hør lige her alligevel, der er mere testosteron i det, end du tror. Måske ikke åbenlyst i ordlyden, men i det liv, det beskriver.
Hvad handler det egentlig om?
Forestil dig, du planlægger turen til Italien – sprøde pizzakanter, Vespa’er og sol på næsen – men da du lander, står skiltet “Velkommen til Holland”.
Det er Kingsleys metafor for det chok, forældre oplever, når de får et barn med et handicap. Du havde planlagt pasta og Chianti, men får i stedet træsko og tulipaner. Ikke ringere, bare… noget andet.
I digtet bliver Holland et billede på en ny virkelighed, der kræver omstilling. Og ja, det lyder dramatisk, men det er faktisk ret smukt. Hvis du tror, vi er ude i en tør pædagogisk tekst, så snyd dig selv og tjek den ud her – du finder Rejsen til Holland digt ganske ærligt og hudløst hos Slyngebarn.
Hvorfor er det pludselig relevant?
Fordi vi (endelig) er ved at snakke højt om farrollen i 2020’erne – og ikke kun den version, hvor du skifter ble én gang og får klapsalver. Nej, “Holland-digtet” rammer os midt i en tid, hvor samtaler om sårbarhed, alternative familieformer og “at få et andet barn, end man forventede” ikke længere er pakket ind i skyld og skam.
Og faktisk er det ikke kun forældre til børn med handicap, det rammer. Hele ideen om at livet ikke leverer på den brochure, du fik udleveret i gymnasiet, hvor drømmekvinden, fedt job, ottepakkede mavemuskler og leased BMW var givet.
Nogle lander i Holland før tid. Nogle lander der for evigt. Og nogen sætter aldrig foden ud af lufthavnen.
“Velkommen til Holland er en pastelfarvet uppercut”
Ja, vi sagde det. Det ligner noget pæne mennesker læser højt i rundkredse med papkrus og tudekiks – men læs det en sen aften, når ungerne er i seng, kaffen er kold, og du stirrer på det sociale medie, hvor alle andre “klarer det”.
Det er her, det rammer: Den der følelse af, at man ikke nødvendigvis fik det, alle andre fik. Eller at det bare føles anderledes. Kingsley siger ikke “du skal være glad for dit lorteliv”, men hun siger “du fik et andet liv – prøv at se, hvad der er i det”.
Det er roses og røvhuller på samme tid – og det er befriende propfyldt med mellemtoner. Ingen “lifehacks”, ingen coaches, ingen Instagram-filtre. Bare livet.
Er digtet for sukkersødt?
Det mener nogle. Kritikere kalder det en “rosenrød metafor”, der bagatelliserer smerten ved at få et barn med alvorlige behov. Der tales ligefrem om, at det er som at få smidt en pose tulipaner i hovedet midt i en brand.
Men måske er det netop det kitsch-æstetiske, menneskelige og lidt småbanale, der gør det så genkendeligt?
Det forsøger ikke at være en doktorafhandling. Det prøver bare at forklare noget uforståeligt – og nogle dage har du bare brug for én, der siger “ja, det hele er latterligt, men vi overlever”.
Så… hvad nu?
Altså, vi siger ikke, du skal begynde at skrive digte – men måske skulle du alligevel læse et. Specielt hvis du har et barn, en kæreste, et job eller bare en mandag, der endte helt anderledes, end du troede.
For nogle gange lander man i Holland – og så skal man lære at drikke øl på en ny måde.